SAH kunne lørdag eftermiddag tage hjem fra Grindsted med en vigtig sejr på 30-32 efter et opgør, der skiftede karakter flere gange undervejs.
Cheftræner Nick Rasmussen var efter kampen tilfreds med både resultatet og holdets evne til at slå tilbage:
“Jeg er meget tilfreds med, at vi kommer herfra med to point. Vi får en rigtig fin start, hvor vi er foran 6-2 og også 9-5. Men så kommer de op, og så bliver det jo rent faktisk en tæt kamp resten af kampen,” siger han.
SAH åbnede stærkt med solidt forsvar, redninger fra Magnus KP og sikre afslutninger fra Donni og Søgaard, hvilket gav en tidlig føring og pressede Grindsted til en timeout efter kun fem minutter. Men efter flere afbrændere fra SAH fik hjemmeholdet kontakt, og stillingen var 14-14 ved pausen.
Starten på anden halvleg blev svær for SAH, der både brændte chancer og havde udfordringer med Grindsteds 7 mod 6-spil. Det gav hjemmeholdet et forspring på tre mål, inden et momentum skifte kom fem minutter inde i anden halvleg.
“Så lykkedes vi med vores 7 mod 6-spil, som får skabt et lille skifte i kampen, som i sidste ende falder ud til vores fordel,” forklarer Nick.
Samtidig blev Sejr en af årsagerne til kampens momentum skifte, efter flere afgørende redninger i en kritisk fase. Netop målmændenes indsats hæftede Nick sig ved:
“Sejr er virkelig dygtig i dag, det er dejligt at se, at vi har to meget konkurrencedygtige målmænd.”
I kampens sidste kvarter fandt SAH rytmen igen. Scoringer fra blandt andet Johan, Lærke og Kaalund samt et fortsat disciplineret forsvarsspil sikrede, at holdet holdt Grindsted på afstand, også da hjemmeholdet pressede hårdt på i slutfasen.
SAH kunne dermed sikre en vigtig sejr på 30-32 og tage to point med hjem efter et opgør, hvor både moral, taktiske justeringer og en stærk målmandspræstation blev afgørende.
Målscorer: Andreas Søgaard 8, Emil Lærke 7, Johan Hansen 7, Donni 5, Morten Kaalund 2, Jeppe Cieslak 1, Fredrik Olsson 1, Morten Balling 1




