SAH udvider og søger Key Account Manager

3. maj 2024

Synes du, at det er sjovt at vinde?  Ikke kun i weekenden, men hver dag når du møder på arbejde?
Er du et salgstalent, og motiveres du i et job, hvor dine kompetencer kan gøre en verden til forskel for SAH og vores mange sponsorer? Så er det her måske dit næste skridt i karrieren.


Djursland Bank Arena bliver din hjemmebane og salget dit hjertebarn

Du har nogle års erfaring med ny salg og opsøgende salg, og du har allerede oplevet glæden og engagementet, hver gang du lukker en ny aftale med en virksomhed. I rollen som vores nye Key Account Manager får du ansvar – og frihed til – at udvikle og samarbejde med en række kunder i hele Østjylland. Det vil primært blive nye kunder i segmentet mindre og mellemstore virksomheder.


I korte træk bliver dine ansvarsområder at:

  • Analysere dit marked og udvælge nye virksomheder til et kommende samarbejde
  • Sætte dig ind i kundernes behov
  • Gennemføre opsøgende ny salg overfor potentielt nye kunder
  • Deltage i salgsmøder med dine salgskollegaer

Der er tale om en nyoprettet stilling, så du skal have et stort drive og lyst til at skabe et helt nyt marked for dig og SAH. Telefonsalg og kold kanvas må ikke skræmme dig væk, da dette bliver afgørende for, at du får succes hos os.


Et job med fleksibilitet og karrieremuligheder

Du bliver en del af et mindre salgsteam, hvor vi arbejder tæt sammen om alle kommercielle opgaver. Du bliver en del af en mindre men effektiv administration, hvor kontoret er vores omklædningsrum og hvor en uformel jargon er vigtig, og alle på kontoret samarbejder derfor tæt sammen i en travl hverdag. Som en del af teamet opdager du ret hurtigt, at vi er lige så ambitiøse som spillerne. Vores kultur afspejler, at vi spiller hinanden gode, og at humoren er en fast del af hverdagen.

Vi har gode muligheder for udvikling, som vi kan tale mere om, når vi mødes. Vores forhåbninger til dig er store, men vi forventer selvfølgelig ikke, at du ved alt fra dag et. Du vil blive lært godt op af dine to salgskolleger, som også tager dig med på kundemøder og lign.


Vind eller forsvind

Vi forestiller os, at du allerede har arbejdet med opsøgende salg – måske via Call Centre eller i andet regi. Din uddannelse er ikke afgørende, men det er din personlighed og salgstalenter, som vi leder efter. Derudover håber vi at høre fra dig, der arbejder med salg, og som ikke mindst motiveres af det opsøgende salg. Der er nemlig et stort potentiale for at skabe nye gode samarbejder på det østjyske marked.

Din evne til selv at sætte struktur for din hverdag, gør dig til en succes i jobbet. Det betyder, at du selv planlægger din dag, hvor du anvender et CRM-system og bruger Office-pakken. Du må gerne være kendt for din imødekommende personlighed – og så er du en vindertype, der har interesse for elitesport, og som forstår betingelserne for at nå til tops.


Har vi solgt os godt ind hos dig?

Du vil få en fornuftig grundløn, men din bonus er attraktiv. I jobbet tilbyder vi max. fleksibilitet og store frihedsgrader – så længe vi vinder om søndagen.

Send ansøgning og CV til direktør Mads Lind på mail ml@sa-h.dk inden d. 1. juni. Vi afholder samtaler løbende.

Du er også velkommen til at kontakte Mads på tlf. 29920295 eller mail, hvis du har spørgsmål.

Vi vil gerne have dig med på holdet hurtigst muligt, og senest 01. august, da en ny sæson står for døren.