Efter længere tids overvejelser har Sebastian Henneberg valgt at indstille sin håndboldkarriere. Beslutningen kommer efter en sæson, der både bød på store sportslige oplevelser for Skanderborg AGF Håndbold og et langt og udfordrende skadesforløb for den rutinerede bagspiller.
Sebastian kom til klubben med en imponerende erfaring fra både dansk og international håndbold. Men hvor holdet nu kan se tilbage på en historisk sæson med en flot europæisk kampagne og en plads i DM-finalen, blev det for Sebastian mest af alt en sæson præget af skader og operationer.
Og efter mange måneders overvejelser har han nu valgt at sætte et endeligt punktum for karrieren.
“Efter længere tids svære og lange overvejelser har jeg valgt, i samarbejde med SAH, at opsige min aftale forud for den kommende sæson. Det har bestemt ikke været en nem beslutning at komme frem til, men jeg er utroligt glad for den dialog, jeg har haft med direktionsgangen hele vejen igennem forløbet,” siger Sebastian Henneberg.
Den seneste sæson blev langt fra, hvad han havde håbet på. Skader satte en stopper for ham, og to operationer i løbet af foråret gjorde det svært at se en vej tilbage til håndbold på højeste niveau.
“Det har været en vild foregående sæson med en flot europæisk kampagne og en kulmination med en DM-finale. Desværre har det også været en sæson for mig personligt, som bød på skader og to operationer i den sjove del af sæsonen,” fortæller han.
Hos Skanderborg AGF Håndbold er der stor respekt for beslutningen. Direktør Mads Lind understreger, at klubben hele vejen har haft en tæt dialog med Sebastian og har ønsket at finde den bedste løsning for alle parter.
“Vi har valgt at imødekomme Sebastians ønske om at stoppe karrieren. Sebastian er et uomtvisteligt talent, og hans flotte karriere med internationale klubber og Aalborg Håndbold siger alt om den spiller, han er. Desværre er karrieren blevet forstyrret alt for meget af skader og komplikationer,” siger Mads Lind.
Selvom tiden på banen blev kortere end både klubben og Sebastian selv havde ønsket, har han sat et tydeligt aftryk på holdet. Det gælder ikke kun i kampene, men også i hverdagen omkring truppen.
“Seb har været en kæmpe del af holdet med sin store positive personlighed og har bidraget til en rigtig sund kultur og et godt omklædningsrum her i SAH. Samtidig har han været kampafgørende i de kampe, han har spillet, hvor alle har kunnet se den rutine og erfaring, som har været værdifuld for holdet,” siger Mads Lind.
For Sebastian er det især de mennesker omkring klubben, han kommer til at savne:
“Det har været en fænomenal gruppe at få lov til at være en del af, og jeg kommer til at savne min dagligdag sammen med mine holdkammerater, trænerteamet, den fysiske stab og holdlederne. Jeg har ikke andet end positive ting at sige om SAH som klub, og jeg ønsker alle i og omkring klubben alt det bedste fremover. Jeg er stolt af, at jeg fik muligheden for at tørne ud for den klub, som jeg fremover vil heppe på,” siger han.
Selvom håndboldkarrieren nu er slut, vil Sebastian fortsat være en del af Skanderborg AGF Håndbold. Han fortsætter nemlig i en ny rolle i klubben, hvor hans erfaring og menneskelige kompetencer fortsat skal komme holdet og organisationen til gavn.
“Sebastian har nogle menneskelige kompetencer, som vi er meget glade for at kunne bevare i klubben. Derfor er vi også glade for, at han fortsætter i en ny rolle hos os, hvor han fortsat bliver en del af hverdagen i SAH,” afslutter Mads Lind.




