SEJR I HOLSTEBRO OG ÉT SKRIDT TÆTTERE PÅ SEMIFINALEN

20. apr 2026

Der var lagt op til endnu et tæt opgør mellem Skanderborg AGF Håndbold og TTH Holstebro i Gråkjær Arena, men denne gang formåede SAH at trække fra og sætte sig solidt på kampen fra start til slut og kunne derfor rejse hjem med en sejr på 37-30. 

 

I en fyldt Gråkjær Arena i Holstebro leverede SAH en overbevisende indsats på udebane. Defensivt gik Kristian Bonefeld og Christoffer Dreyer forrest med stor arbejdsindsats, mens Emil Lærke, Andreas Søgaard og Fredrik Olsson satte et markant aftryk i angrebet og tilsammen stod for 21 scoringer. 

Med høj intensitet gennem alle 60 minutter lykkedes det at holde TTH på afstand gennem størstedelen af kampen.

 

Selvom TTH i enkelte perioder fik reduceret, kom de aldrig helt tæt på SAH i opgøret. SAH havde kontrollen og sad på spillet hele vejen igennem.

Ved pausen havde SAH opbygget et solidt forspring på 20-15 efter en første halvleg, hvor defensiven stod stærkt, og angrebsspillet var effektivt.

Efter pausen kom TTH ud med ny energi og fik kortvarigt momentum i halvlegens indledning. Afstanden blev hurtigt reduceret til få mål, men SAH formåede at svare igen. 

Til sidst kunne SAH rejse hjem med en sikker sejr på 37-30 i Holstebro, et resultat, der ikke blot giver to point, men også styrker positionen i slutspillet.

 

Efter sejren topper SAH fortsat slutspilsgruppe 2 med 7 point. Mors/Thy følger efter med 5 point, mens TTH Holstebro har 3 point. Bjerringbro-Silkeborg indtager sidstepladsen, fortsat uden point i slutspillet.

Næste opgave venter allerede torsdag den 23. april, hvor SAH igen skal på udebane mod Mors/Thy. Her kan en sejr sikre SAH en plads i semifinalen!

 

Målscorere: Emil Lærke 10, Andreas Søgaard 6, Fredrik Olsson 5, Donni 5, Jeppe Cieslak 4, Johan Hansen 2, Morten Balling 2, Morten Kaalund 1, Christoffer Dreyer 1, Kristian Bonefeld 1