SEMIFINALEDRAMA I DJURSLANDS BANK ARENA: SEJR OVER GOG I FØRSTE SEMIFINALEOPGØR

21. maj 2026

Skanderborg AGF Håndbold tog onsdag aften det første stik i DM-semifinalen mod GOG efter et sandt drama i en fuldstændig udsolgt Djurslands Bank Arena. Efter ordinær spilletid var stillingen 32-32, men i forlænget spilletid endte SAH med at kunne bringe sig foran og hive en sejr hjem på 38-35. Og dermed vandt SAH første semifinaleopgør!

 

Rammerne var på plads fra første fløjt og en fyldt Djurslands Bank Arena både med SAH fans og mange medrejsende fans fra GOG sørgede for intens larm og ægte semifinalestemning. 

Det var dog gæsterne, der kom bedst fra start efter startfløjtet havde lydt. SAH havde i store dele af første halvleg svært ved at finde grebet om GOG’s angrebsspil, og hjemmeholdet hang flere gange et par mål efter. GOG viste stor effektivitet offensivt og tog kontrollen i kampens indledning, mens SAH kæmpede for at få defensiven til at hænge sammen. 

Ved pausen var gæsterne foran 19-15.

 

Hjemmeholdet kom flyvende ud til anden halvleg med markant større energi, langt færre tekniske fejl og et stærkt organiseret forsvarsspil. Det teknisk sikre spil blev fundamentet for et comeback, og der var massiv larm i arenaen, da holdet for første gang i opgøret bragte sig foran 24-23, og derfra holdt hjemmeholdet sig foran i resten af opgøret. 

Hele anden halvleg udviklede sig til en intens duel, hvor begge mandskaber leverede på højt niveau. SAH spillede med stor disciplin og fart, men GOG gav ikke slip og holdt sig hele tiden lige i hælene på hjemmeholdet.

 

Med ti minutter tilbage blev kampen for alvor dramatisk. SAH blev ramt af to udvisninger og måtte i en periode spille med to mand i undertal. Det udnyttede GOG øjeblikkeligt og reducerede til 29-28..

Med blot ét minut tilbage stod der 32-31 til SAH. Hjemmeholdet havde muligheden for at lukke kampen, men brændte afslutningen, og dermed fik gæsterne bolden med 40 sekunder tilbage.

SAH forsvaret kæmpede og lykkedes næsten med at holde gæsterne fra chancer gennem de afsluttende sekunder. Men med seks sekunder igen fandt GOG vej til nettet og udlignede til 32-32, hvilket sendte kampen i forlænget spilletid.

 

2 x 5 minutters ekstra spilletid blev skudt i gang med en scoring på straffekast af Jeppe Cieslak, og kort inde i den første halvdel af forlængelsen blev GOG ramt af en udvisning, som gav SAH vigtige minutter i overtal.

GOG holdt sig hele tiden kun ét mål efter, men da gæsterne scorede, reagerede SAH øjeblikkeligt. Magnus Petersen fik hurtigt fat i bolden og sendte den op til Andreas Søgaard, der stod klar ved midten og sikkert kunne sende bolden direkte i det tomme mål.

De første fem minutter af forlængelsen sluttede dog dramatisk, da GOG udlignede til 34-34 på et straffekast.

 

I de sidste fem minutter steg intensiteten yderligere. Ingen af holdene fik scoret i de første to minutter, før Emil Lærke fandt Andreas Søgaard på stregen til en vigtig scoring til 35-34.

Presset var tydeligt hos begge mandskaber. Kort efter smed GOG bolden væk, og i det efterfølgende angreb gjorde SAH det samme. 

Ved stillingen 35-34 trak Hjalte Lykke et straffekast til GOG, og Simon Sejr blev sendt i målet. En kæmpe redning af Simon Sejr på et afgørende tidspunkt i denne intense semifinale!

I stedet kunne Olsson kort efter sende SAH foran 36-34, og da GOG igen mistede bolden, slog hjemmeholdet det afgørende hul. Andreas Søgaard satte bolden i nettet til 37-34 med blot 40 sekunder tilbage, og dermed var semifinalens første slag reelt afgjort.

Begge hold nåede at score én gang yderligere, inden slutfløjtet lød til enorm jubel i Djurslands Bank Arena.

 

38-35 til SAH.

En kæmpe holdpræstation og en semifinaleaften, der sent vil blive glemt.

 

Efter kampen satte cheftræner Nick Rasmussen ord på den store aften:

“Alle kommer hele følelsesregisteret igennem, både spillere, stab og publikum. Det er fantastisk at spille i sådan en kulisse og til sådan en stemning. Vi halter lidt i første halvleg, men vi får rettet forsvaret til i anden halvleg, og vi får en fantastisk start efter pausen.”

Han understreger at det var ærgerligt, at der skulle spilles forlænget spilletid, men han var godt tilfreds med præstationen i de ekstra minutter:

“Vi har mange muligheder for at lukke kampen i de sidste minutter i ordinær spilletid, men kommer så ud i forlænget. Og derfra spiller vi næsten fejlfrit i 2 x 5 minutter med kun én teknisk fejl.”

 

Han fremhævede også den afgørende redning fra Simon Sejr:

“Den redning på straffekast i forlængelsen kommer på et enormt vigtigt tidspunkt. Det er bare en kæmpe præstation af hele holdet.”

 

Nu er fokus rettet mod lørdagens opgør i Svendborg, hvor SAH igen møder GOG. En sejr vil sikre SAH pladsen i DM-finalen.

Skulle GOG derimod udligne serien, venter der en altafgørende tredje semifinalekamp tirsdag den 26. maj i Djurslands Bank Arena.

 

Ønsker man at støtte SAH på udebanetur til GOG, kan der købes billetter direkte i udebaneafsnittet her!

 

Målscorere: Emil Lærke 10, Andreas Søgaard 8, Jeppe Cieslak 7, Morten Kaalund 5, Fredrik Olsson 3 , Johan Hansen 2, Morten Balling 1, Christoffer Dreyer 1, Kristian Bonefeld 1