Sportschefen: ‘’Vi står rigtig godt rustet til næste sæson’’

25. jun 2024

Der er store forventninger til næste sæson – med god grund.


Det er nemlig ikke, hvem som helst der kommer til klubben. Store profiler fra ind- og udland vil sammen med unge talenter danne truppen til næste sæson, og spørger man sportschef, Peter Bredal, er det én af årsagerne til, at man godt kan glæde sig til næste sæson: 

– Vi har gearet op på vores spillerbudget til næste sæson, hvilket betyder, at vi har kunne lave et stærkere hold, end vi har haft i år, og derfor har jeg selvfølgelig meget store forventninger til den kommende sæson.

 

Kigger man ind i den kommende sæsons trup, vil man også hurtigt opdage, at der er flere nye navne på positionerne. 

 

Sportschefen understreger, at man har haft et særligt fokus på at hæve niveauet offensivt: 

– Det er offensivt, vi skal løfte os mest i forhold til denne sæson, hvor vi har lavet for få mål. Vi har manglet spillere, der har kunne lave de nemme mål og skyde fra distancen, og det får vi i den grad Emil Lærke og Kristjan Kristjansson. Begge profiler kan lave de mål, der ikke koster alt for meget blod, sved og tårer.

– Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at vi har voldsomt store forventninger til begge spillere. Kristjan Kristjansson er med på det islandske landshold, og ham var vi i hård konkurrence med nogle af de store klubber i Danmark om at få. Emil Lærke var med til at blive dansk mester med GOG, og siden jul har han lavet vanvittigt mange mål for Lemgo.

 

Fra den kommende sæson vil det være følgende profiler, der udgør bagkæden: 

Den islandske A-landsholdsspiller, Kristján Kristjánsson. 

Bundesligaspilleren og tidligere GOG-spiller, Emil Lærke. 

SAHs egen topscorer og 6. mest scorende i Herreligaen, Morten Hempel Jensen.

Det lokale talent fra udviklingslandsholdet, Magnus Haubro, kommer hjem til klubben.

Holdets anfører og spilstyrer, Morten Balling, vil være retur fra skader. 

Det unge talent fra SHEA U19 med tilknytning til U20 landsholdet, Anders Thomassen. 

Venstre back og dén spiller med flest assists for SAH i 23/24, Fredrik Olsson.

Højre back og tovejsspilleren, Jonatan Mollerup.

Det unge talent og playmaker, Joachim Pedersen. 

 

Hvad angår defensiven vil der være mange gengangere fra denne sæson, og det er ikke uden grund, hvis man spørger sportschefen:

– SAH beholder ét af ligaens bedste forsvar med Thor Christensen, Kristian Bonefeld og Frederik Arnoldsen, som har været med til at sikre, at SAH har været det hold, der har lukket 3. færrest mål ind i Herreligaen set over sæsonen. Til at opretholde denne statistik har vi hentet Herreligaens 4. bedste målmand denne sæson, Magnus Brandbyge, der sammen med med Kristoffer Laursen vil udgøre målmandsduoen. Det ser derfor også meget lovende ud defensivt. 

 

Desuden vil ungdomslandsholdsspilleren, Morten Kaalund, fra SHEA U19 også være et vigtigt aktiv som stregspiller. Både Kristjan Kristjansson og Emil Lærke er tovejsspillere, så de vil også bidrage til at styrke klubbens defensiv.

 

Fløjene er også dækket godt ind til den kommende sæson: 

Herreligaens bedste venstre fløj ifl. Divionsforeningen, Jeppe Cieslak, vil sammen med Anton Bramming danne klubbens venstre fløj.

Ungdomslandsholdsspilleren Andreas Aagreen vil sammen med Mikkel Lang danne klubbens højre fløj.

 

Sportschef Peter Bredal lægger heller ikke skjul på, at der er store ambitioner for den kommende sæson, hvis truppen formår at udleve sit fulde potentiale: 

– Udover at vi selvfølgelig skal i slutspillet, så mener jeg også, at næste sæson bliver sæsonen, hvor vi enten når semifinalen eller som minimum er blandt de hold, der kæmper om en plads i semifinalen i den allersidste spillerunde i slutspillet. Det er vores ultimative mål. 

– Vi drømmer hvert år om at komme i Final4, men det er endnu ikke lykkedes for os i SAH-regi. Det er stadig en stor ambition for os – også selvom vi har trukket TTH på udebane, som er en ret hård modstander i ⅛-finalen.

– Med de spillere, vi har hentet, tror vi på, det bliver muligt at udleve ambitionerne. Lad mig sige det helt kort: Vi står rigtig godt rustet til næste sæson. 

 

SAH er dog ikke det eneste hold i Herreligaen, der er godt rustet til næste sæson, og det ved sportschefen også godt: 

– Der er selvfølgelig rigtig mange hold, som har et stærkt setup, så der vil unægteligt være mange hold, som, helt berettiget, har de samme ambitioner som os, og det er selvfølgelig ikke alle, der kan opfylde dem. Formår vi at udleve vores fulde potentiale, så tror jeg dog på, at det kan lade sig gøre for os.