Stærk første halvleg var ikke nok

10. sep 2026

SAH fik onsdag aften debut i Champions League, da det østjyske mandskab gæstede sidste års mestre i Barcelona. SAH leverede en stærk første halvleg med flere store redninger og et højt offensivt niveau, men Barça trak fra efter pausen, og kampen endte 39-28.

Stærk start mod de regerende mestre

Magnus Petersen startede ud med en stor redning på franske Dika Mem, og efter tre angreb uden scoringer kom Andreas Søgaard på måltavlen med SAHs første mål, inden han kort efter igen fandt vejen til nettet.

Efter et kvarter tvang SAH Barça til den første timeout ved stillingen 8-7. Det blev en stor målmandsduel i første halvleg, hvor både SAHs Magnus Petersen og Barças Sergey Hernández havde flere store redninger.

Tre hurtige udvisninger til SAH gjorde det svært at følge Barças tempo og holde fast i momentum. Tobias Søberg blev først sendt på bænken, inden Morten Kaalund og kort efter Christoffer Dreyer også måtte udgå i to minutter. Mens SAH var i undertal, fik Barça hurtigt udnyttet det og gik fra 8-8 til 13-8. SAH trak kort herefter en timeout og svarede igen. Kaalund scorede sit første mål i Champions League, Emil Lærke fandt også nettet, og Gustav Bruun kom på tavlen med sit første Champions League-mål til 16-12.

Holdene gik til pause med stillingen 18-13.

”Spillemæssigt fik vi skabt adskillige chancer i første halvleg, som vi kan være meget tilfredse med. Vores spil med bolden var på et højt niveau, selv om vi var bagud 18-13.” siger cheftræner Nick Rasmussen.

Den vurdering deler Emil Lærke, som også ser tilbage på en første halvleg: ”I de første 30 minutter matchede vi dem godt. Ved pausen følte jeg, at forskellen på fem mål var for stor i forhold til den måde, vi havde spillet på. Deres målmand havde 14 redninger i første halvleg, og mod et hold som Barça gør det det meget svært at holde sig tæt på. Vi kunne sagtens have været tættere på måltavlen, for jeg synes, vores præstation fortjente mere,” fortæller Emil Lærke.

Barça trækker fra efter pausen

Magnus Petersen åbnede anden halvleg med en redning, og Johan fik hurtigt bolden i nettet kort efter. Hjemmeholdet fik hurtigt øget afstanden til det østjyske mandskab og fortsatte det hurtige tempo med hurtige scoringer.

Nick Rasmussen tog sin anden timeout efter blot fem minutters spilletid i anden halvleg. I målet fortsatte Magnus Petersen med at levere redninger, men Barcelonas fysik, tempo og individuelle kvalitet gjorde det svært for SAH at fastholde momentum fra første halvleg. Efterhånden som anden halvleg skred frem, blev afstanden større, men SAH kæmpede videre til det sidste.

”Luften går lidt ud af ballonen i anden halvleg, men vi får rebbet sejlene okay og slipper fornuftigt herfra. Vi kan bestemt tage en masse læring med fra sådan en kamp,” siger Nick Rasmussen.

En af de ting, cheftræneren især tager med fra mødet med de regerende Champions League-mestre, er SAH’s spil i overtalsspillet: ”Vi skal blive dygtigere seks mod seks, men vi viste også, at vores syv mod seks-spil er konkurrencedygtigt,” siger Nick Rasmussen.

Alexander Jensen satte SAH’s sidste scoring i mål, og kampen endte 39-28.

Målscorere:
Emil Lærke 8, Johan Hansen 5, Alexander Jensen 3, Andreas Søgaard 3, Jeppe Cieslak 3, Donni Kristjánsson 2, Gustav Bruun 2, Morten Kaalund 1, Tobias Søberg 1