STORSEJR I KOLDING CEMENTERER 3. PLADSEN

18. feb 2022

Skanderborg Aarhus-holdet har budt deres fans på masser af spænding og point i februar måned. Efter tre opgør hvor marginalerne har været på vores side, og afgørelsen først er faldet i de sidste minutter af kampene, var det et østjysk mandskab med selvtilliden i orden, som torsdag aften gik på banen i Sydbank Arena i Kolding.

Der tegnede sig hurtigt et billede af, at endnu en neglebidende kamp kunne være undervejs. Trods en placering i bunden af tabellen har KIF Kolding et rigtig godt hold, og de havde en fin første halvleg, hvor især stregspilleren Benjamin Pedersen voldte SAH-forsvaret problemer og scorede 5 mål i de første 30 minutter.

I den modsatte ende høvlede Skanderborg Aarhus’ Thomas Arnoldsen boldene ind, og sådan bølgede kampen frem og tilbage i første halvleg. En række tekniske fejl gav en overgang KIF en 4-målsføring, men SAH kom tilbage i kampen, og holdene gik til halvleg med stillingen 15-15.

Her rokerede cheftræner Nick Rasmussen rundt i forsvaret, så Thor Christensen kom ind på midten, og så blev der lukket af for Benjamin Pedersen. Samtidig blev der lukket op for sluserne i angrebsspillet, og alt det, vi ikke havde held med i de første 30 minutter, lykkedes i anden halvleg. Masser af hurtige scoringer og flotte angreb samt en stærkt spillende Salah Boutaf bag et solidt forsvar betød, at Skanderborg Aarhus stak af fra koldingenserne. De 50 medrejsende tilskuere fra Østjylland havde for en gangs skyld en relativt rolig håndboldaften med normal puls.

Kampen sluttede med en 10-måls sejr til Skanderborg Aarhus Håndbold over KIF Kolding, 37-27.

– Vi dækker godt i anden halvleg, og det kombineret med at Benjamin Pedersen er alene om at trække læsset på stregen i hele kampen gør, at vi får styr på tingene i midterforsvaret, siger Nick Rasmussen.

 

– Vi havde en uheldig periode i første halvleg, hvor vi kommer bagud med 4 mål, men vi når heldigvis at få det reddet inden pausen, hvor vi koldblodigt kommer op på 15-15.

 

For Kolding handlede det om at få skabt meget temposkift i kampen, fordi deres ressourcer er så begrænsede, som de er pt. Det er de samme 7-8 spillere, som skal trække hele læsset, og det er hårdt på det her niveau.

Topscorere for Skanderborg Aarhus Håndbold blev Thomas Arnoldsen med 8 mål og Morten Hempel Jensen med 7 mål.

 

Foto: Ole Nielsen