Landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget truppen til Golden League stævnet i marts, og her bliver der mulighed for debut til Skanderborg Aarhus Håndbolds playmaker Thomas Arnoldsen.
Den talentfulde 20-årige spiller har i flere år været en fast del af DHFs U-landshold, og det er derfor også en meget glad Thomas Arnoldsen, som ser frem til at tage næste skridt opad i landsholdskarrieren:
– Det er en drengedrøm, som går i opfyldelse. Jeg er selvfølgelig super, superglad, og jeg glæder mig helt sindssygt meget til at blive en del af truppen.
Jeg har en masse erfaring fra U-landsholdssamlingerne, så jeg føler, jeg kender rutinerne og nemt kan falde ind på holdet. Og så er jeg selvfølgelig klar til at lære af de andre spillere. Nu har vi lige spillet lige op med GOG, hvor Morten Olsen og Pytlick også er med i truppen, og dem og de andre gutter kan jeg helt sikkert lære sindssygt meget af.
I Skanderborg Aarhus Håndbold er administrerende direktør Mads Lind meget glad på Thomas’ og klubbens vegne.
– Udtagelsen af Thomas Arnoldsen til A-landsholdet viser, at vores akademi kan udvikle spillere til den øverste hylde. Vi har et setup, som følger spillerne fra ungdom til senior og udvikler dem til et niveau, hvor de kan være med sammen med de allerbedste spillere i landet.
Thomas er et ekstraordinært talent i en gylden generation af spillere, som vi forventer os meget af. Thomas har via sin tilknytning til vores akademi været igennem en udvikling, hvor han er blevet støttet både menneskeligt og taktisk i transitionen fra ungdoms- til seniorspiller, så han nu står som A-landsholdsspiller i en meget ung alder.
Vi har en strategi om at skabe en østjysk tophåndboldklub med en kerne af 8-9 egenudviklede spillere, som vi kan fastholde og klargøre til en karriere på højeste niveau. Vores talentudvikling og udvikling af egen fødekæde er en kæmpe driver for os, og at vi allerede nu står med en A-landsholdsspiller, giver endnu mere blod på tanden.
Hatten af for Thomas’ dedikation, målrettethed og indsats til træning og i kampe. Det, han står for som menneske og som håndboldspiller, er helt unikt, og vi er stolte og glade på Thomas’ vegne, slutter Mads Lind.
Norlys Golden League stævnet spilles i marts, og der er mulighed for at se landsholdet med Thomas Arnoldsen på hjemmebane i Ceres Arena den 20. marts mod Frankrig.