KOM TÆTTERE PÅ: ANTON BRAMMING

12. apr 2023

NAVN:  Anton Grubb Bramming

ALDER: 22

PERSONLIG SPONSOR: Murermester Åge Jacobsen

 

Bramming kommer oprindeligt fra Roskilde og er en del af SAH’s sjællandske mafia. Han er født ind i en håndboldfamilie, så der gik ikke lang tid, før han var i hallen. Allerede som ét-årig begyndte han til håndbold i Roskilde, og her spillede han, indtil han begyndte på Lægegårdens Efterskole. Mens han gik der, spillede han på TTH Holstebros U16-hold. Efter et år på efterskolen vendte han tilbage til Sjælland. Hans første seniors kontrakt var med TMS Ringsted, hvor han spillede i fire sæsoner, før han igen tog mod Jylland for at spille for SAH.

I dag bor Bramming i Aarhus sammen med sin kæreste. Ved siden af håndbolden har han lige fået et job hos Skanderborg kommune, hvor han er med til at implementere et nyt bookingsystem. Når han ikke har travlt med det, kan han godt lide at slappe af og bruge tid på at spille Playstation, se lidt serier og drikke en masse kaffe nede i byen. Brammings livret er uden tvivl pizza, og i hans køleskab kan man altid finde Yogi pære- og bananyoghurt og leverpostej.

 

Forventninger til resten af sæsonen?

Nu hvor de sjove kampe begynder i slutspillet, håber jeg, at vi kan gøre et godt indtryk, og jeg drømmer lidt om, at vi kan nå semifinalen.

 

3 sjov ting om dig

Jeg er rigtig god til at huske citater fra komedieserier og stand-up.

Jeg følger rigtig meget med i NBA-basketball, og min yndlingsspiller er Russell Westbrook. Jeg holder normalt med det hold, han er på.

Jeg går utrolig meget op i sneakers og deres historie. Og så har jeg nok også alt for mange af netop sneakers.

 

Fedeste håndboldoplevelse

Det må være dengang, vi rykkede op til ligaen med TMS Ringsted, og så tror jeg stadig, det sætter lidt i mig, at jeg lavede min første ligascoring på en lobbold over Kristoffer Laursen på Fælleden.

 

Dine rolle på holdet – hvad skal du bidrage med?

Personligt tror jeg, at jeg bidrager med godt humør. Jeg har altid været en, der har kunnet snakke med alle, og jeg tror, at jeg er god til at binde folk sammen. Jeg er lige i midten, så jeg kan snakke med de lidt ældre om gammelmandsting og de lidt yngre om unge ting. Håndboldmæssigt bidrager jeg med noget speed og nogle gode skud fra fløjen. (Og hurtig er han! Bramming slog klubrekord i vinterpausen på 20 meter sprint med en tid på 02,78 sekunder.) 

 

Nævn tre personligheder inden for håndboldens verden, som du har ladet dig inspirere af – det kan være en træner, en medspiller eller en modspiller.

To af dem må være mine to brødre, Magnus og Emil, som jeg har sparret rigtig meget med og stadig gør. Da jeg var yngre, var det Ivano Balić, som er en kroatisk playmaker. Jeg spillede også selv som playmaker, indtil jeg skrev min første kontrakt, hvor jeg blev omskolet til fløj. Jeg skulle nok have købt et par ekstra kilo og centimeter et sted, hvis jeg ville forblive på playmaker-positionen.

 

Har du altid kun dyrket håndbold, eller har du dyrket andre sportsgrene?

Jeg har altid spillet håndbold, men jeg spillede også fodbold, fra jeg var 5 til omkring 12 år, og så har jeg deltaget i et par enkelte basketballkampe, men ikke noget seriøst.

 

Har du et idol – ikke nødvendigvis håndboldspiller. Hvem? Hvorfor?

Ja, LeBron James er også en basketballspiller, og jeg synes, han er fed og vild at følge på banen. Han har også nogle gode budskaber og ved, hvordan man skal opføre sig uden for banen, så han er kanon.

 

Hvad er dit personlige mål inden for håndbold?

Det er egentlig bare at have det sjovt samtidig med at blive den bedste udgave, jeg kan blive, og se hvor langt det kan bringe mig. Og hvis der så falder et par titler af imens, så tager jeg det med.

 

Følger du generelt med i sport?

Ja, det gør jeg meget. Jeg ser også håndbold men det er ikke det jeg tænder alle mest for. Jeg følger meget med i basket, fodbold og cykling og tildels også tennis.

 

Har du et kælenavn blandt familie og venner?

Nej, ikke rigtigt. Jeg bliver kaldt Bramming meget her i håndboldverdenen, og nogle på holdet kalder mig Brams.

 

Hvad er det bedste ved SAH-holdet?

Med fare for at gentage alle de andre vil jeg sige, at det er sammenholdet på holdet, som hersker både på og uden for banen.

 

Har du et ritual i forbindelse med kamp?

Ja, jeg skal altid have et bad lige inden jeg tager af sted til kamp, og jeg ved ikke hvorfor, men det kan jeg godt lide det.

 

5 hurtige:

Skiferie vs badeferie

Badeferie

Løbetræning vs styrketræning

Løbetræning

Hund vs kat

Hund

Sms vs opkald

 Opkald

Facebook vs Instagram12

Instagram