Skanderborg AGF Håndbold leverede en stor præstation på udebane tirsdag aften, da holdet spillede 33-33 mod SG Flensburg-Handewitt i en godt fyldt arena i GP JOULE Arena.
Hjemmeholdet kom godt fra start og fik hurtigt bragt sig hurtigt foran, mens SAH i kampens indledning havde svært ved at spille sig frem til kvalificerede chancer og efter syv minutter var stillingen 3-1 til Flensburg, der samtidig stod solidt i defensiven.
Midt i første halvleg begyndte SAH dog at finde bedre løsninger offensivt. Scoringer fra Donni og Johan Hansen fik reduceret, men Flensburg holdt afstand til SAH og var efter 20 minutter foran 11-8.
Men SAH kæmpede og holdt en stærk moral, og blot 5 minutter efter var stillingen 12-12. Dog trak tyskerne fra kort før pausen, og SAH gik til pause bagud 16-13.
Efter pausen kom begge hold ud med ny energi og kort inde i anden halvleg var SAH kun bagud med 1 med stillingen 19-18. SAH holdt fast i løbet af hele anden halvleg, anført af godt angrebsspil, flere store redninger fra Magnus Petersen i målet og hjemmeholdet var konstant inden for rækkevidde.
Flensburg udnyttede af flere omgange SAHs 7 mod 6 spil og fik et par lette mål i et tomt mål, hvilket til tider gav hjemmeholdet en smal føring undervejs i anden halvleg. Men alligevel kæmpede SAH sig tilbage endnu engang og med kun 13 minutter til slutfløjtet var stillingen igen helt lige 26-26.
Kort efter bragte SAH sig for første gang i opgøret 28-27, og de to hold spillede tæt op med hinanden i kampens afgørende minutter. En udvisning til Donni og et par hurtige scoringer fra hjemmeholdet vendte momentet igen, men SAH holdt sig inde i opgøret.
I kampens sidste minut havde Flensburg mulighed for at bringe sig foran med 2, men brændte deres mulighed og med 30 sekunder igen, var SAH i boldbesiddelse med god tid til at sætte angrebet op. Og det lykkedes donni med blot 5 sekunder igen at sikre det sidste mål og udligne stillingen til 33-33.
Dermed kunne SAH rejse hjem med 1 point fra kampen, men altså ikke nok til at kunne gå videre i kvartfinalen i EHF European League, og den internationale rejse er dermed slut, men holdet rejser hjem fra Flensburg med oprejst pande.
Efter kampen var cheftræner Nick Rasmussen godt tilfreds med resultatet og holdets præstation:
“Selvom vi kommer bagud i flere dele af kampen, så er jeg overordnet rigtig tilfreds med spillet. Jeg synes vi spiller enormt godt angrebshåndbold og hele vejen igennem viser vi et meget højt niveau og kampen i dag er et rigtig godt afsæt til de kommende slutspilskampe.”
Han understreger også de tydelige forbedringer holdet viser siden sidste opgør mod Flensburg i sidste uge på hjemmebane i Djurslands Bank Arena:
“Deres bagkæde volder os problemer lige som i sidste uge, men de banker os ikke lige så hurtigt på glatis som de gjorde i sidste uge. Jeg synes vi beviser i dag at vi lærer hurtigt, og at vi har forberedt os godt på kampen i dag.”
Samtidig fremhæver cheftræneren flere individuelle præstationer hos SAH:
“Jeg synes det er dejligt at se at Donni folder sig ud i dag, med 11 scoringer spiller han en stor rolle i kampen i dag.”
For Johan Hansen var opgøret også noget særligt. Inden skiftet til SAH spillede fløjspilleren 3 sæsoner i Flensburg. Efter kampen satte han lidt ord på både præstationen og gensynet:
“Alt i alt synes jeg vi spiller en rigtig god kamp. Vi møder et af de stærkeste hold i Europa og vi tvinger dem til at bringe deres stærkeste opstilling i spil. Vi leverer en stærk præstation og får et flot resultat på en svær udebane”
Johan lægger også vægt på at selvom den Europæiske turnering slutter her, er der mange ting holdet kan tage med fra opgøret:
“Vi kan tanke en masse selvtillid som hold fra denne kamp, og det kan vi tage med os hjem og bruge i slutspillet. Nu er der fuldt fokus på slutspillet i ligaen, og vi er klar til næste opgave på søndag mod Mors/Thy og vi håber selvfølgelig på samme fantastiske opbakning som i dag fra de medrejsende fans.”
Derudover sætter han lidt ord på oplevelsen at spille mod sine gamle holdkammerater:
“Det var rigtig dejligt at være tilbage. Det var et varmt gensyn med mine tidligere holdkammerater og hele klubben, hvor jeg har haft nogle rigtige gode år.
Nu er fokus rettet mod Bambuni Herreligaen hvor SAH spiller første hjemmekamp i slutspillet på søndag d. 12 april mod Mors/Thy kl 18.00.
SAH er netop fyldt 5 år, og det fejrer vi med at billetter kun koster 50 kr! – Billetter kan købes HER!




