UDEBANESEJR I SPÆNDENDE KAMP MOD FREDERICIA

13. sep 2025

SAH hentede fredag aften sæsonens første udebanesejr, da holdet vandt 33-30 over Fredericia HK i Middelfart Sparekasse Arena.

 

Allerede fra start var der masser af lyd fra tribunerne, hvor tilskuerne skabte en intens kulisse til en kamp, der blev spændende fra første til sidste fløjt. Fredericia kom godt fra start og åbnede kampen med et par hurtige scoringer, men SAH svarede hurtigt igen.

Midt i første halvleg trådte Sejr for alvor i karakter med flere store redninger, blandt andet på et straffekast, hvilket gav SAH momentum til at overtage kampen og dette blev startskuddet til et stærkt slutspurt i halvlegen.

 

“Vi lykkes ikke rigtig de første 15-20 minutter med vores forsvar, men de sidste 10 minutter af første halvleg får vi styr på det. Der laver vi en masse kontramål, og det skaber det forspring, som i sidste ende bliver afgørende,” fortæller cheftræner Nick Rasmussen.

 

Efter pausen udlignede Fredericia hurtigt, men SAH fik kæmpet sig tilbage. Ifølge Nick blev forsvarets stabilitet og Sejrs præstation i målet afgørende:   

“I anden halvleg laver Sejr et fantastisk indhop. Jeg synes, at den akse med Bonefeld og Dreyer gør det rigtig godt, og så spiller Lærke virkelig på et højt niveau i dag”.

 

Kontraangrebene blev også en vigtig brik i sejren:
“Vi er blevet rigtig dygtige til at løbe kontra. Vi laver 11 kontramål i første halvleg, det er et våben, som virkelig er med til at afgøre kampene”, fortæller Nick Rasmussen.

 

Efter en tæt og intens afslutning kunne SAH juble over en hårdt tilkæmpet sejr på 33-30 og to vigtige point i Bambuni Herreligaen. En stor tak til de medrejsende fans, der leverede fantastisk opbakning fra tribunerne!  

 

Målscorer: Emil Lærke 8, Fredrik Olsson 7, Johan Hansen 6, Andreas Søgaard 5, Donni 2, Jeppe Cieslak 2, Christoffer Dreyer 1, Morten Balling 1, Morten Kaalund 1