Skanderborg Aarhus Håndbold kigger frem ad mod næste opgave mod Lemvig-Thyborøn efter det skuffende nederlag i Skive i fredags.
Cheftræner Nick Rasmussen håber at se en masse tilskuere i Fælleden i Skanderborg, da holdet har brug for opbakning i grundspillets sidste kampe, hvor der er mulighed for at få point med over i slutspillet.
Man bliver helt høj af at tænke tilbage på den kulisse, som der blev skabt, sidst vi spillede på hjemmebane mod Skjern, så vi håber, at der kommer en masse og hjælper os tirsdag aften også,” siger Nick Rasmussen.
Hans og holdets vigtigste opgave bliver ikke desto mindre at finde tilbage til de gode takter, som de har vist hele året.
Vi skal prøve at fokusere på at ramme de ting, som vi plejer at være gode til – både angrebsmæssigt og defensivt, så vi kan få lagt skuffelsen bag os,” siger han.
Det skal holdet hovedsageligt gøre ved at fokusere på eget spil, hvilket har været det store fokus i træningen op til hjemmekampen. Men respekten er stor for modstanderne fra Lemvig-Thyborøn.
De har gjort det forrygende i den her sæson, synes jeg. Specielt Thomas Damgaard og Nicolaj Spanggaard er spillere, som har ligget på et stabilt højt niveau i alle kampe, de har spillet,” lyder det fra træneren, der fortsætter.
Generelt bruger de mange spillere i kampene og bruger deres bredde i truppen, og der er mange spillere, som beviser deres værd, når de får chancen. Så har de et rigtig godt forsvar, som vi skal finde ud at løse, siger Nick Rasmussen.
Der er en masse på spil for Skanderborg Aarhus Håndbold, da holdet med en sejr kan sikre sig fjerdepladsen, som giver et point med over i slutspillet.
Kampen mod Lemvig-Thyborøn løber af stablen tirsdag den 5. april klokken 18:30 på Fælleden i Skanderborg.