MADS LIND: VI HAR LEVERET OVER BUDGET

23. maj 2022

’Flot nok’ er ikke nok i elitesport, og skuffelsen sidder i alle over at glippe en semifinale, som vi jo igen må konstatere, tilfalder klubberne med de største økonomier.

Vi skal glæde os over den første sæson som SAH, men samtidig skal vi være virkelig skarpe på at skabe de tiltag, det økonomiske fundament og den sult, der gør, at vi kommer op og er med i toppen af dansk håndbold.

 

En klub i balance

Sportslige resultater over tid skabes af 75% økonomi, 15% strategi, værdier og kultur, og 10% held – sådan er det nu engang i elitesport.

SAH skal være en klub i balance og over en 5-årig periode etablere sig i toppen af dansk herrehåndbold. Det er præcis det, som kulturen ’langt på literen’, hårdt arbejde, talentudvikling og ordentlighed kombineret med en kommerciel overbygning kan skabe 90% af vejen. De sidste 10%, som er tilfældigheder og held – de berømte marginaler, er afgørende for de sportslige resultater.

Vi har leveret over budget. Med et spillerbudget i den nederste del af håndboldligaen har SAH holdt kæmpe økonomier som TTH Holstebro, Sønderjyske og Bjerringbro-Silkeborg under os i hele grundspillet, hvor vi kontinuerligt har haft en placering i Top-4.

 

En grundstamme af unge, lokale talenter

Spillerne har hver især løftet deres niveau i løbet af sæsonen. Men vi mangler den sidste erfaring for at sikre de sidste marginaler. Vi har haft et fantastisk grundniveau, og udtrykket imod holdene omkring os har været on point. Vi har også erfaret, at hvis vi skal ramme et niveau imod de absolutte største økonomier, ja så har vi også en opgave i at få løftet denne del, så vi får erfaringen og den sidste kvalitet.

Det er det, vi arbejder frem mod med vores sportslige strategi og vores rekrutteringsstrategi. Det er stadig planen med, at vi har fået forlænget med de største egne talenter – Thor Christensen, Thomas Arnoldsen og Salah Boutaf med flere. Det er vores grundstamme af unge talenter og nogle nedslag med erfarne spillere med høj kvalitet, der løfter det sportslige, indtil vi har den næste mesterlærling klar til at tage over.

Med årgangene 01 og 02 har vi set, hvorfor talentarbejdet er så essentielt i flere og flere klubber. For vores del kommer der nogle gode spillere fra årgang 03 med Nicolai Skytte og fra 04 med Joachim Pedersen, som vi arbejder på at integrere i mesterlære i den kommende tid.

Der tegner sig et godt billede af næste sæson, men også med en høj overligger, hvis vi skal overgå resultaterne fra i år.

 

Vi har skabt et attraktivt kommercielt produkt

Men ville det sportslige i indeværende sæson ikke også have set sådan ud uden en sammenlægning? Jo, formentlig. Men allerede fra den kommende sæson 22/23 ville situationen have været en helt anden. Det er organisationen og økonomien og dermed fremtiden, som er blevet gjort stærkere.

Det er derfor, vi nu efter et års levetid bare må konkludere, at sammenlægningen var en god idé, når holdet bliver fremtidssikret, og det økonomiske fundament er i balance.

Kommercielt har vi fået skabt et produkt og en go-to-market indsats, som skal bringe vores nye klub videre. Væk er pakke-tanken med guld-, sølv- og bronzepakker og -koncepter. Vi fokuserer i stedet på at skabe reel værdi i partnerskaberne og løse konkrete problemstillinger sammen med vores samarbejdspartnere. Samtidig har vi bygget på med flere digitale tiltag, som vil blive intensiveret i fremtiden.

Vi har i år løftet en omsætning fra henholdsvis Skanderborg og Århus med godt 60% på toplinien. Vi har etableret en ny bestyrelse og en professionel organisation, der kan udvikle vores kommercielle vækst. En vækst, der er nødvendig, når vi skal etablere et nyt storhold i Østjylland.

Samtidig skal vi huske på, at der til stadighed vil være rigtig mange følelser indblandet. Følelser som sporten lever af, og som skal anerkendes som berettiget. For med en sammenlægning er der skabt en ny fremtid, og vores opgave er at huske på de fundamenter, klubben bygger på – det er helt afgørende.

 

Nedslag

✅  Top 4-placering

✅  Kvalifikation til Europa

✅  Spiller udtaget til landsholdet

✅  Værdiskabende digitale produkter

✅  Økonomisk vækst på 60% omsætning i forhold til Århus- og Skanderborg Håndbold

✅  Sponsorvækst på 75% i forhold til Århus- og Skanderborg Håndbold

✅  Fastholdelse af talenter

 

Næste step

Udgangspunktet for SAH er Aarhus og Skanderborg, og nu går rejsen mod at sikre en forankring i hele den østjyske region.

Vi skal videreudvikle på vores databaserede tilgang, som sikrer dokumentation af værdiskabende sponsorater og strategiske samarbejder.

En kontinuerlig proces er at fastholde den kultur og de værdier, som danner vores fundament.

 

Nu puster spillerne ud og bygger på mentalt og fysisk, og vi er alle klar til at lægge på i en ny sæson.

 

Tak for opbakningen. Tak for tilliden, og tak for holdningerne – vi arbejder videre.

 

Mads Lind, adm. direktør