Vigtigt opgør imod TMS Ringsted: “Jeg tror, der kommer tryk på”

2. feb 2024

Nu er det endelig tid til at træde ind i Fælleden til kamp igen. Efter en måned med EM på programmet er det igen tid til at få gang i Fælleden og støtte SAH i jagten på sejr mod TMS Ringsted!

Drengene har ikke ligget på den lade side i januar. Måneden har været præget af testkampe og en intensiv træningslejr i Tyskland, der har forberedt dem optimalt til dagens kamp.

Cheftræner Nick Rasmussen kommenterer:
– Jeg tror, der kommer tryk på. Det er det hold, jeg synes, har overrasket mest positivt med energi, intensitet og omstillingsparathed. De prøver mange ting og er ikke blege for at udfordre modstanderne. Tobias Nielsen på højre fløj har været helt fantastisk. Det er sat godt sammen af Marc Uhd og Kenneth Olsen. De prøver mange ting af i kampene, og det skal vi prøve at se, om vi kan håndtere.

– Grundlæggende er det også vigtigt for os at holde fast i nogle af elementerne fra vores spil i december, hvor vi leverede noget af det bedste spil i begge ender i denne sæson – det skal vi prøve at tage med i forårssæsonen. Nu er Balling ude, så vi har skullet skære ind til benet. Vi har haft mulighed for at træne med Kristian Bonefeld på højre back. Han er jo vores femte bagspiller, men det har også betydet, at de fire bagspillere, Olsson, Jensen, Mollerup og Torben, virkelig har fået mange minutter i benene tilsammen. Jeg oplever derfor, at angrebsspillet sidder lidt mere sikkert, end det gjorde i første halvdel af sæsonen.

Vi vil meget gerne slutte over TMS Ringsted i tabellen, så derfor er det vigtigt at tage en sejr i det indbyrdes opgør. Vi håber, at I vil komme i hallen og hjælpe os til en sejr!


Foto: Matti Kronborg.