VILD GYSER I SKJERN ENDER MED 1 POINT!

7. sep 2023

I går aftes var Skjern Bank Arena vidne til en intens og nervepirrende håndboldkamp mellem SAH og Skjern Håndbold. Kampen endte uafgjort 27-27, efter at begge hold havde givet alt, hvad de havde i de sidste minutter.

 

Kampen startede med høj intensitet fra begge hold. Efter de første syv minutter var stillingen 2-2, men derefter begyndte de tekniske fejl at udspille sig, hvilket Skjern udnyttede ved at tage føringen. Skjerns højre back, Eivind Tangen, var brandvarm, og SAH-truppen formåede ikke at lukke ned for ham. Resten af første halvleg halsede vi derfor bagefter og vi gik til halvleg med stillingen 8-10. 

 

Selvom 2. Halvleg startede med en tomålsføring til Skjern, bevarede drengene roen. I en 7 mod 6 kæmpede vi os hårdt tilbage i kampen, og særligt efter 37 minutter halede vi os igen ind på Skjern-mandskabet. Hempel, Mousing og Olsson viste deres målfarlighed, og Mollerup brændte sig også ind i kampen med en række vigtige scoringer.

 

Herfra begyndte kampen at eskalere i en sand gyser. I 47. Minut napper Torben Petersen bolden fra Skjern og fyrer den i mål, hvilket vendte føringen til vores fordel. Salah Boutaf er herefter en mur på mål og med en stærk indsats i angrebet fik vi en føring på 24-21.

 

Skjern gav imidlertid ikke op og formåede at udligne til 26-26. Kampen var på sit højdepunkt, og intensiteten kunne mærkes i hele arenaen. Eivind Tangen ændrede stillingen til 26-27, men heldigvis afgjorde Mousing kampen med et mål og sikrede, at vi fik 1 point med hjem fra Skjern. 

 

Morten Hempel Jensen markerede sig særligt i kampen med ti mål og det bemærkede cheftræner Nick Rasmussen også:

‘’Han er virkelig god. Det har han været under hele opstarten og fortsætter i dag. Han har for alvor fået øje på mål. Jeg tror ikke, han har trænet hårdere hen over sommerperioden, som han har gjort i år, og det høster han frugterne af her i starten af sæsonen. Men det er vigtigt at påpege, at det er hele holdet, der er stjernen hos os. Det er selvfølgelig forskelligt, hvem der træder frem i de enkelte kampe, men generelt er det holdet, der løfter opgaven.’’ 

 

Cheftræneren kommenterer også på begge holds tekniske fejl:

‘’Jeg skal ikke kunne sige, om omgivelserne havde indflydelse på spillerne, for der er jo en forholdsvis høj temperatur inde i hallen – og det påvirkede måske begge hold, for rent teknisk var holdene ikke lige så skarpe, som de plejer at være.’’

 

SAH-truppen tager altså fra Skjern med 1 point og om det siger Rasmussen: 

‘’Jeg er overvejende tilfreds, men med en snert af ØV, vi kunne godt have fået to point med hjem i dag.’’

 

Arkivbillede: Ole Nielsen.